Stress

Hvem er personen i spejlet?

*Dette indlæg skrev jeg for ca. 2 måneder siden.*

Igår, efter jeg havde puttet min søn og klaret de små huslige pligter og derfor var på vej i seng rundede jeg, som de fleste andre lige badeværelset for lige at tisse af til natten og få børstet tænder. På vej ud af badeværelsesdøren opdagede jeg pludselig mit eget spejlbillede. Et spejlbillede, som jeg engang tjekkede flere gange om dagen. Et spejlbillede jeg vidste, hvordan så ud, et spejlbillede som ikke forbavsede mig, når jeg gik forbi og et spejlbillede, jeg identificerede mig med. Jeg vidste, at den der stod derinde og kiggede på mig igennem mine egne øje, det var mig.

I aftes, da jeg fik opdaget mig selv i spejlet blev jeg fanget, stående og stirrende på kvinden i spejlet. Jeg kendte hendes udseende, hendes mørke lange hår. Den fregnede hud, de store runde brune øjne, kinderne, de mange fregner og den lille dobbelthage… men hvem var hende, der var bag de der store runde brune øjne. Jeg vidste det var mig, men hvor var følelsen?

Jeg stirrede på kvinden inde i spejlet relativt længe, tror faktisk jeg stod der små ti minutter og bare stirrede ind i de der store runde brune øjne. Hvor var jeg?

En følelse af, at sind og krop ikke rigtig længere hang sammen. Ikke fordi jeg ikke ønsker min krop mere, men fordi jeg ikke kunne finde MIG i de øjne?

Selvom jeg kendte kvinden i spejlet, så var hun fremmed, faktisk fuldstændig fremmed. Det var en meget underlig og ambivalent og faktisk også en meget ensom og skræmmende følelse. Jeg stod der, alene på badeværelset og stirrede på kvinden i spejlet. Som nævnt kendte jeg hende godt, som nævnt kendte jeg hendes udsende, men jeg kendte også hendes personlighed, hendes liv, hendes passion.

Kvinden i spejlet er en 28 årig glad kvinde, en kvinde med mod på livet, en kvinde med stort overskud, overskud til hendes mand, et overskud der gjorde, at hun ofte har gæster, som hun laver en stor, mange retters menu for, et overskud der gør, at hun sagtens kan jonlere, rådgive og lytte til mange forskellige veninders problemstillinger. En kvinde, det elsker at lave mad, eksperimentere i køkkenet og som elsker at dele sin viden og opskrifter med andre. Alt dette imens hun lige er blevet mor til, hvad der for hende er verdens allerdejligste dreng. Kvinden i spejlet er mor med et Meget Stort M. Kvinden i spejlet er pædagog, forholdsvis nyuddannet og med drømmejobbet på en skole med dejlige børn og dejlige kollegaer. Kvinden i spejlet har masser af gå på mod, drømme, ideer til sit nye arbejde som pædagog. En stilling hun i mange år har vidst var det, hun ville være, det hun ønskede at lægge kræfter i.

Som jeg stod der og stirrede ind i de store runde brune øjne og godt vidste, at det var den kvinde jeg kiggede på, føltes det forkert. Ud af alle de ting, som jeg vidste om kvinden i spejlet, var der kun en ting jeg rigtig kunne kende og det var mor-delen. Mor med Stort M, den del er der og sønnen er stadig den dejligste. Men hvor var alt det andet. Alderen 28 ved jeg faktisk heller ikke rigtig om passer, for jeg ved ikke, hvornår jeg tabte alt det andet. Hvor var det blevet af?

De store runde, mørke øjne jeg stirrede ind i var tomme, tomme for alt andet end at være mor.

I oktober 2020 blev jeg sygemeldt med stress. Det medførte, at der ikke var overskud til andet end min søn, stressen gjorde det svært for mig at være social, at kunne lytte til andres problemer, at kunne sætte mig ind i andres sind. Den medfører en leden efter ord, der pludselig forsvinder fra hukommelsen, den medfører også en hukommelse, som bare svigter. Den gør det svært for mig bare at gå ned for at handle, den fratog mig min glæde ved madlavning, den medførte en fyring. En fyring fra et job, som jeg havde været så glad for at få som nyuddannet pædagog.

Mine visioner for, hvad jeg ønskede at skabe med min profession, var væk.

Jeg har nu været sygemeldt i 5-6 måneder (var lige tilbage på job 1 måned i januar). Og hvor har jeg bare fået respekt for Stress. Før jeg selv blev ramt af stress, har jeg altid tænkt på det som noget der var hurtigt overstået. En tilstand, der ikke kunne fylde særlig meget. Og selvom jeg nødigt vil indrømme det, har jeg nok også altid tænkt om folk, der gik ned med stress, at de måtte hanke op i sig selv og komme videre med livet.

Men ak ja … det man ikke ved, har man ikke ondt af … men det kan man få!

For føj! Det er ikke sjovt og det er bestemt heller ikke noget man skal spøge med.

De eneste tidspunkter jeg rigtig føler mig som mig selv er sammen med min søn, der er jeg mig med glæde, opfindsomhed og sjov. Og selvom overskuddet er minimalt, så bliver det hele brugt lige dér, på ham, mit dyrebareste.

Det er hårdt, virkelig hårdt, at opleve sig selv helt anderledes, at skulle acceptere, at dette lige nu er mig og så er det ensomt .. meget ensomt.

Det er ensomt, fordi det også er tabubelagt. Tabubelagt, fordi der desværre er nogen, der som mig (før i tiden) ikke helt har forstået, hvor alvorligt og livsinvaliderende stress er.

Jeg har længe gået med tanker om denne blog. Oprindeligt var det en blog, der skulle dele min oplevelse af at være blevet mor – det bedste der nogensinde er hændt mig. – de opslag skal nok komme, da de ligger klar. Men for at kunne starte denne blog har jeg måtte tage udgangspunkt i, hvor jeg er i livet lige nu, og det er her, midt i et til tider indre kaos af stress.

Jeg håber I vil følge med, jeg har netop valgt at dele mig og min oplevelse med stress, da jeg ved at der er mange i samme situation og at det kan føles ensomt og tabubelagt. Jeg håber at min deling kan lette jeres ensomhed en smule. Du er ikke alene, for jeg er her i hvert fald også! ❤️

2 kommentarer

  • Joan Mori

    ♥️ Av, hvor jeg kender det, kan heller ikke finde mig selv, når jeg kikker ind på kvinden i spejlet 🥺. Jeg er i arbejde igen i en anden institution, men blev også sygemeld i august sidste år. Jeg er så bange for at miste kontrollen over mit liv 🙏 lige nu går det godt igen, men vi skal passe på os selv ♥️.
    Knus Joan 🤗♥️

    • annagram

      Kære Joan

      Det er virkelig ikke sjovt og jeg er ked af at høre du har det på samme måde ! Og ja lige præcis følelsen af, at man ikke længere har kontrol over eget liv er virkelig ikke sjov !
      Hvor er det godt at du har de bedre, pas rigtig godt på dig selv!

      Mange knus
      Anna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.