Stress og ensomheden i systemet

I de sidste to indlæg har jeg forklaret om stress og ensomheden i mig og Stress og den sociale ensomhed. I dette afsluttende indlæg om ensomhed og stress vil jeg beskrive min oplevelse af en stor usikker ensomhed i det system, jeg troede skulle være med til at gribe mig. 

Ensomheden i systemet starter vel egentlig med den oplevelse jeg havde hos lægen, da jeg først søgte hjælp for mine symptomer. Her blev jeg først mødt med stor skepsis, hvis du har lyst til at læse mere om den oplevelse har jeg uddybet den i indlægget Sådan opdagede jeg min stress”. Men også senere i mit stressforløb blev jeg desværre mødt med skepsis og dette var ikke kun af læger. 

Jeg oplevede en enorm ensomhed i at føle, at jeg skulle forklare mig, forsvare mig og retfærdiggøre mig i forhold til systemet (med systemet mener jeg arbejdskommune, læger osv). 

Som sygemeldt med stress skulle jeg til mange samtaler hos den kommune, jeg arbejdede i. 

Disse møder var desværre rigtig ubehagelige og flere dage inden jeg skulle afsted, fik jeg små panikangst anfald og stressen pulserede voldsomt. For hver af disse møder følte jeg, at jeg blev set på med øjne, der ikke det mindste troede på min ærlige fortælling om, hvor elendigt jeg havde det. 

Til et af møderne fik jeg at vide af sagsbehandleren fra kommunen; ”Jeg har jo folk herigennem, der ikke engang kan komme ind af denne dør uden at bryde sammen, det har du jo ingen problemer med…”. Underforstået at det er nok ikke så slemt, som du selv bilder dig ind, trods                             lægens ord for, at min stress faktisk var rigtig slemt. Her blev jeg nødt til at forsvare mig selv og svarede derfor; ”Det kan godt være jeg sidder her, med farverigt tøj, nyvasket hår og makeup, men herinde (pegede på mit hoved) er der noget som ikke ok, noget som ikke er, som det skal være”.

Udover det mega ubehagelige og grænseoverskridende at skulle sidde og føle sig anklaget for at lyve, så var det også enormt ensomt at føle, at ingen troede på mig. Og det var desværre ikke kun den ene gang disse møder var super ubehagelige, det var de desværre alle sammen, også selvom jeg fik sagt fra. 

Til kommunens forsvar skal det dog nævnes, at jeg fik bevilliget 5 psykologtimer, efter jeg havde sagt højlydt fra, hvilket var godt.

Denne ensomhed fra systemet fik mig til at tænke på, om det nu var reelt, det jeg følte (også selvom jeg udmærket godt vidste, at det var det) – var det måske mig, der bare bildte mig noget ind?

Møderne med kommunen blev som sagt aldrig gode. At føle, at man sad til et forhør med sagsbehandler (som i princippet var min øverste chef, da jeg var offentligt ansat) og med min leder fra arbejdet var enormt ubehageligt men nødvendigt, da det jo er en del af et langvarigt sygemeldingsforløb. 

Jeg var fra start blevet rådet til at have min tillidsrepræsentant med, hvilket var godt, men da personen ikke måtte sige noget under mødet, hjalp det ikke rigtigt.  Det kan gøre mig så vred og ked af, at man som syg (læs: meget syg) skal sidde og forsvare sig selv, hvilket man faktisk ikke rigtig er i stand til, da sindet i forvejen er skrøbeligt og nedbrudt. 

Ensomheden i systemet opstod også ved, at det hele tiden gjalt om at få mig tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Jeg forstår godt, at det er et tab for arbejdspladsen, når en medarbejder sygemeldes, men det må være et lige så stort tab, hvis ikke større tab, hvis personen kommer for hurtigt tilbage og derfor ender med endnu en sygemelding. Eller hvis de som i mit tilfælde helt ender med at miste medarbejderen. 

Hos mig blev der allerede fra første møde insinueret, at det ellers kunne ende med en fyring. 

Jeg kan huske, at jeg til andet møde måtte spørge ”Vil det sige min arbejdsplads hos jer er i fare, fordi jeg er syg?”. Til dette møde var det endnu ikke blevet direkte sagt, at jeg ville blive fyret, hvis ikke jeg kunne holde den tidsramme de havde sat, der var kun blevet ”danset om den varme grød” med små kommentarer og med spørgsmål om, om hvorvidt jeg kunne have lyst til at arbejde et andet sted i kommunen, for så ville sagsbehandleren gerne forhøre sig. Ensomheden i at føle, at man faktisk gerne ville af med mig og at det bare var et spørgsmål om tid, var ulidelig og gjorde bestemt ikke min situation nemmere. 

Ensomheden ramte mig også rigtig hårdt, da jeg fik en opringning fra min leder kl 14 om eftermiddagen, 30 minutter inden jeg skulle hente min søn, om at de ville blive nødt til at opsige mig, da jeg ikke kunne følge den plan som arbejdsgiver og kommune havde planlagt efter sygemelding. 

Jeg viste godt, at det desværre var den vej det ville gå, da processen med at blive rask ikke gik som håbet, fordi jeg på ingen måde var rask nok til at starte så hurtigt op som de ønskede. Men at få beskeden var slående og så endda på telefon, en eftermiddag, hvor jeg var alene og ikke havde mulighed for at bearbejde meddelelsen i andet end i de 30 minutter jeg havde, før min søn skulle hentes.  Og så den meddelelse fra en arbejdsplads jeg havde følt mig en del af, og faktisk en vigtig del af. 

Ensomheden i at finde ud af, at jeg på ingen måde havde været en vigtig del, men blot en del, der kunne skiftes ud, var hårdtslående.  

Jeg ved, at en arbejdsplads skal have tingene til at køre og at det derfor kan være svært at have nogen sygemeldt i en længere periode, men når man føler, at det fra start faktisk har været et ønske fra deres side at slutte ansættelsesforholdet, så er det virkelig ensomt når det så sker. 

Da jeg her for kort tid siden skulle aflevere mine nøgler til arbejdspladsen, var det faktisk en lettelse. En lettelse i at vide, at jeg forhåbentlig, når jeg bliver frisk igen, finder et sted, hvor jeg kan høre til og blive en del af et uundværligt team. 

Dette indlæg var de sidste ud af en serie på 4 om min oplevelse af ensomhed og stress. Jeg håber i har kunne bruge nogen af indlæggende og har fundet dem interessante at læse.❤️