At skulle sætte grænser for sit barn

At skulle sætte grænser for sit barn

Skrevet februar 2021.

Som uddannet pædagog og som en, der har arbejdet med børn i mange år, må jeg indrømme at jeg nogle gange har tænkt: ”De forældre skal altså være lidt bedre til at sætte grænser for deres børn”, og jeg har ofte tænkt ”Så svært kan det da ikke være, jeg gør det hver dag her på mit arbejde”. Men ak ja, hvad vidste jeg. Jeg havde absolut ingen ide om, hvordan det er at være forældre og skulle sætte grænser for sine EGNE børn.

Det ved jeg så nu…For nu er tiden virkelig kommet, hvor vores søn Meisan, prøver grænser af. Eller nej, lad mig omformulere; nu er tiden kommet, hvor han undersøger grænser, både sine egne og vores. Ser hvor langt han kan rykke dem, hvordan vi reagerer. Det hele er nyt for ham. Det skal vi som forældre huske. Men.. ja det store MEN, nøj, hvor jeg nogle gange synes det kan være svært at skulle sige ”nej” eller bestemme at ”sådan er det bare”.

Jeg har altid, som så mange andre, haft en ide om, hvordan jeg ville være som mor. Jeg ville være en kærlig mor, der viste 110% omsorg, tryghed, varme osv. men også en mor der var meget tydelig i at sætte grænser, for det vidste jeg, at jeg var god til gennem mit arbejde. Den første del af min forestilling om at være en kærlig, varm og omsorgsfuld mor er 100 % opfyldt, den anden del om at være en meget tydelig mor, der var god til at sætte grænser….. hmmmmm not so much…..

Min mand og jeg sætter selvfølgelig grænser og vi prøver at gøre dem tydelige. Her er ordet prøver vigtigt. Vi ønsker selvfølgelig en dreng, der er ordenligt opdraget. En dreng, som forstår at et nej er et nej, også selvom det kan være svært at acceptere. Eller at grænsen er her til og ikke længere. Men som sagt nøøj, hvor jeg synes det kan være svært at nå der til.

Et eksempel på en situation, hvor jeg kan have svært ved grænser og opdrage, er en situation vi har flere gange om dagen, nemlig situationen, hvorvidt vores søn skal have en hagesmæk på, når han skal spise.

Vi (min mand og jeg) mener han skal, meeeen vores søn Meisan er af en helt anden mening. Han er nemlig fuldstændig fast besluttet på, at det skal han IKKE. Dette viser han ved: først at stå i flitsbue, kombineret med et ”Nej!”. Hvis dette ikke får mor og far her til at forstå budskabet, sættes der så også vrid på flitsbuen og et tydeligere og højere og længere ”NEEEEEEJ!”. Hvis budskabet stadig ikke trænger igennem hos mor og far,, så kommer skrig og skrål og så….. det lille trick der nogle få gange (læs: ofte) kan få mor til at bukke under- Blikket. – Det blik, hvor han kigger på mig, som om han udsættes for det værst tænkelige. Uha det blik, det går lige i hjertet.

Min mand og jeg har ofte kigget på hinanden og tænkt, hvad gør vi lige her?? Skal vi lade ham sidde uden? eller skal vi få den hagesmæk på?

Vi ved jo, at hagesmækken ikke gør ondt og at Meisan sagtens kan sidde med hagesmæk på andre steder uden problemer, eksempelvis i dagplejen. Vi ved også, at han egentlig også må synes den er god nok, når han kommer til at hælde sit lille glas med vand ned ad maven – for han bryder sig ikke om at have en kold våd body på (den skiftes selvfølgelig, hvis den bliver våd). Dernæst ved vi også, at vi kan distrahere ham og han derfor glemmer, at han har den på efter 30 sek. Men i situationen.. igen .. puha den er svær!

Vi har dog besluttet at den hagesmæk skal på, så det kommer den. Vi ønsker på INGEN måde at bruge fysik magt for at få den på. Så imens vi giver ham hagesmækken på, taler vi om helikopteren, som vi forhåbentlig kan se ud af vinduet (når vi taler om den og kigger efter den, glemmer Meisan nemlig, at han ikke vil have hagesmæk på). Men også den beslutning har min mand og jeg kigget på hinanden og tænkt, ” det dette det rigtige?”, ”snyder vi ham?” ”Må man det?”. Forstår han så overhovedet at den skal på?

I de svære situationer er jeg meget glad for at have min pædagogiske baggrund og vide hvor, hvornår og hvordan barnet påvirkes af de grænser man sætter. Jeg ved, at børn har brug for tydelige voksne. Voksne, der ikke siger nej og derefter ja. Det forvirrer dem og skaber en utryghed, hvilket det jo egentlig også ville gøre ved mig. Jeg ved også, at hvis barnet ikke føler, at en voksen er tydelig, så kan den voksne blive en usikkerhed for barnet. Det bliver derfor svært for barnet at vide, hvor det har den voksne.

Vi ved jo også at børn på ingen måde er dumme, også selvom de er små ”nye” mennesker, der først lige er ved at lære verden at kende. Og at de, når de bliver lidt ældre, er  hurtige til at finde ud af, hvad der fungerer for at få deres vilje.

Denne viden er en god motivationsfaktor for mig.

Denne er bare en situation af mange, hvor jeg må sluge mine tanker (hvis man kan sige det?), om hvor let det er at sætte grænser og opdrage børn. Og i stedet erkende, at det faktisk er en PISSEsvær disciplin.  Og huske på, at den usikkerhed man ofte kan føle som forældre og måske særligt førstegangs forældre er okay og at man derfor nogen gange er nødt til at sige ”what ever works” og huske på, at man som forældre gør sit bedste også længe det selvfølgelig ikke skader barnet, er det godt nok.

Jeg har også erfaret, at det har været en hjælp for mig at glemme, hvad andre måtte tænke om ens barn, hvis mit barn reagerer negativt på det jeg siger.

Når jeg eksempelvis er på legepladsen med Meisan. Vi hygger os men jeg ved, at nu er tiden til vi skal hjem. Da Meisan hygger sig, ønsker han selvfølgelig ikke at gå hjem. Det kan han vise på mere stille måder ved f.eks. at løbe væk, gemme sig, ikke høre efter når jeg kalder, blive stående etc.. Han kan også vise det på mere larmende og mere opsigtsvækkende måder ved f.eks. at råbe ”nej!”, græde, vride sig i mine arme, nægte at sidde i klapvognen og så videre. Den stille protest er lettere at kapere, hvis man er en smule usikker som forældre og måske særlig ny forældre. Mens den larmende protest kan være meget grænseoverskridende og pinlig. Man ved at de fleste folk jo kigger, når der råbes op og laves larm og man kan blive helt bange for, at de mennesker der ser på en imens senariet udfolder sig, skal tænke man er en dårlig forældre.

For mig har det hjulpet mig at bruge meget mindre tid på, hvad folk tænker i sådanne situationer og bare koncentrere mig om at være i selve situationen. Jeg har erfaret at, hvis jeg kører op og bare vil have den negative protest til at stoppe med det samme, fordi jeg er bange for, hvad andre tænker, så stopper den højst sandsynligt ikke. Da jeg i den situation ofte kan glemme lige at trække vejret og tage den med ro, og kan ende med selv at stresse helt op.

Hvis jeg derimod tager den larmede protest fra Meisan stille og roligt og accepterer, at han lige nu er der, hvor han bare synes det hele er noget møj, så går det ofte over ret hurtigt, da jeg selv er i stand til stille og roligt at tale med ham.

Jeg har også erfaret, at for, at jeg kan tage det stille og roligt, så er jeg nødt til at lægge andres tanker om mig som forældre væk. Faktisk lade dem fuldstændig forsvinde, i hvert fald for en stund, for det kræver meget arbejde med sig selv at kunne være fuldstændig ligeglad med, hvad andre folk tænker om en, og der er jeg slet ikke endnu. Jeg lader ofte andres meninger og holdninger påvirke mig. Og især lige netop dét at være en ”en dårlig mor”. Det jo egentlig det, det hele bunder i. Frygten for at være en dårlig mor, fordi man har svært ved at sætte grænser og på den måde lige der kan have svært ved at opdrage sit barn efter samfundets normer.

Men hvis det er muligt, så læg de tanker væk, lad andre have deres tanker for sig selv. De siger absolut INTET om dig, tværtimod. De ved ingenting om dig i lige præcis den situation. Så længe du selv ved, at det du gør er godt nok, og du gør det med kærlighed, så er det godt nok.

For noget jeg også tror vi skal huske på er, at det vi gør for vores børn, om de synes om det eller ej, det gøres med kærlighed. Når vi sætter grænser og opdrager, så er det jo med en kærlighed til barnet. En kærlighed der ved, at det er en nødvendighed for at barnet senere i livet kan leve og agere så problemfrit som muligt i samfundet, da vi lever i et samfund med forskellige normer som kan være gode at kende og agere under.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *