Kan man være for meget mor?

(OBS dette blogindlæg er skrevet for ca. 5 måneder siden)

Min søn er efterhånden omkring 20 måneder. Og det er først nu jeg lige så stille og roligt er begyndt at kunne mærke trangen til bare at være mig selv eller lave noget for mig selv, bare en lille smule. 

Jeg har mødt mange, der havde brug for at komme lidt ud og være med selv uden barn for nogen timer, da deres barn var få måneder. Hvilket jeg synes er helt fair og på ingen måde fordømmer. Da min søn blev lidt ældre mødte jeg endnu flere mødre, der ofte gik ud uden barn og fik sig en lille en med veninderne. Jeg læste også om flere, der fik deres børn passet natten over og var meget glade for det. 

Når jeg sad og læste og hørte om andres lyst til at få deres børn passet for, at de kunne få lidt tid for sig selv, fik det mig til at tænke på, om jeg mon var for meget mor? (Her skal det lige siges at det ikke gør dem, der har behov for at komme lidt ud selv, til ”mindre mor”). For inden i mig var den lyst der slet ikke. Tværtimod. Jeg ville gerne have min søn med alle steder. Jeg ville gerne selv være sammen med ham. Jeg ville selvfølgelig gerne se mine veninder men det var enten hos mig, hvor min søn var hjemme eller også var det med ham ”under armen”. 

Jeg havde ikke engang lysten selvom jeg vidste, at det var min mand der skulle passe vores søn, bare en time eller måske to. 

Jeg tror, at første gang jeg var ude uden Meisan var, da han var omkring 1 år. Og det var bare en lille tur ned for at handle (en tur der tog MAKS 10 min). Jeg var ved at dø over at skulle ud uden ham. Og jeg skyndte mig så meget jeg overhovedet kunne. Da jeg kom hjem, havde min søn råhygget sig med sin far eller baba, som vi kalder far herhjemme. Men det vidste jeg jo egentlig godt han ville. Det var mig, mine følelser og min manglede lyst til at undvære ham lidt, der spillede ind. 

Jeg startede på arbejde igen, da Meisan var omkring 13 måneder og puha, det var hårdt. Dette vil komme jeg til at beskrive i et andet blogpost. Men at skulle være væk fra min søn i så mange timer om ugen, gjorde kun lysten til at komme ud, udover arbejde, meget meget mindre. Jeg havde kun lyst til at bruge min tid med Meisan, når jeg så endelig var hjemme. 

Det var først da Meisan blev omkring 15 måneder, at jeg så småt begyndte at mærke bitte små spirer om at kunne have lyst til at komme lidt ud selv. Og kun for et par timer! Meisan havde også her været passet nogle timer hos bedsteforældre, hvilket havde været okay for mig, da det var en nødvendighed. Men dagene op til havde jeg det svært. Jeg fik dårlig samvittighed og helt ondt i maven ved tanken om ikke at skulle være sammen med ham. Men det gik jo fint og Meisan hyggede sig og jeg overlevede. 

Meisan går nu i dagpleje og jeg har vænnet mig til ikke at være sammen med ham 24 timer i døgnet. Jeg kan se hans glæde ved at komme i dagplejen hos verdens bedste dagplejemor og hans glæde ved være sammen med de andre skønne børn. Jeg synes stadig ikke det er sjovt, men jeg kan nu mærke lysten til bare en gang imellem at lave noget med min mand, bare os to eller med en veninde. 

Og hvorfor skriver jeg dette blogpost, hvorfor fortæller jeg om min oplevelse? Det gør jeg, fordi jeg som tidligere nævnt selv var meget i tvivl, om det var mig der var noget galt med, om jeg var for meget mor, da jeg ofte mødte meget undrende blikke og kommentarer når jeg fortalte, hvordan jeg havde det med at skulle være væk fra min søn. Og jeg ledte efter andre, der havde det ligesom mig. Jeg havde brug for at vide, at det var helt okay at have det sådan og at jeg ikke var den eneste. 

Så hvis du sidder som nybagt mor eller far, flergang mor/far, eller egentlig bare mor/far og måske har samme følelser som mig. Så vil jeg bare fortælle dig , at du ikke er alene. 

Vi er forskellige – nogen har lyst og måske brug for at få en aften/ dag for sig selv, andre ikke og begge dele er helt okay! 

OBS: Det er selvfølgelig vigtigt, at man er opmærksom på, hvor voldsom ens frygt for ikke at være sammen med sit barn er eller bliver. Om det bliver til en angst der fylder mere og mere. Der er det vigtigt at søge hjælp. Jeg er ikke læge, psykolog, jordemoder men jeg ved at en af symptomerne på en efterfødselsdepression kan være angst for adskillelse fra sit barn, og at en efterfødselsdepression er noget man skal have hjælp til at komme ud af.