Stress og den sociale ensomhed

Stress og den sociale ensomhed

Skrevet i marts /april.

I mit tidligere blogpost beskriver jeg, hvordan stressen skabte en ensomhed i mig, en følelse af at være helt alene i et ukendt kaos, hvor det er meget svært at kende sig selv.

I mit tidligere blogpost slutter jeg af med at fortælle om, hvordan min stress kunne have virkning på min mands og mit forhold. Men det er ikke kun på hjemmefronten stressen gør det at være social svært.

Udover ensomheden i ikke længere at kunne kende mig selv, var der også en enorm ensomhed i at andre ikke forstod eller kunne sætte sig ind i, hvordan jeg havde det.

På ydersiden ser jeg nogenlunde ud, som jeg plejede (det meste kan fikses med lidt makeup og et pokerfjæs). I samvær med andre prøver jeg også så godt jeg kan, at agere som jeg plejede. Med grin, interesseret lytten og svar. Men indeni er jeg ofte ved at sprænges. Mit hoved er som et indre kaos. Hvis jeg skal billedgøre det, bliver alt den information jeg får, til en ballon inde i mit hoved. En ballon, der fyldes mere og mere med alt den information, som jeg skal forholde mig til. Ballon bliver til sidst så stor, at det føles som om mit hoved skal eksplodere. Og resten af min krop og sind reagerer også voldsomt.

Som udgangspunkt er jeg en ret social person. I nye bekendtskaber kan jeg dog som start være en smule introvert. Men hvis kemien er der, forsvinder den introverte del meget hurtigt. Jeg ELSKER at være social. Jeg elsker at have gæster, jeg elsker at holde fester, jeg elsker at være på besøg, jeg elsker at være ude blandt andre. Men glæden ved dette er ændret. Jeg holder stadig meget af det, men mit sind og min krop tillader det pt ikke rigtig. Hos mig føles det næsten som om, at stressen har fået den introverte del af mig til at tage over, da jeg simpelthen ikke længere kan overskue at være ekstrovert.

Da jeg er meget social anlagt skaber det, ikke at kunne være sammen med min familie, mine veninder og venner, en stor ensomhed. Heldigvis har jeg jo mine allertætteste, min egen lille familie med min mand og min søn og selvfølgelig også min mor og hendes kæreste samt min svigerfamilie. Men udover dem, er det sociale sat meget på standby for mig (selvfølgelig spiller corona også en rolle her, men også selvom corona ikke havde været der, så havde mit ellers meget sociale liv også været sat på pause). For mig er det meget ensomt at skulle erkende, at jeg ikke kan komme med til en hyggedag med en gruppe veninder, fordi jeg simpelthen ikke kan. Fysisk ville jeg godt kunne bevæge mig derhen og være tilstede, men mit sind ville være et helt andet sted. Det er ensomt at sidde der, sammen med en masse andre, men helt alene i, hvordan jeg i virkeligheden har det.

Derudover ved jeg også, at bagsiden ved at være med til sådan et lille socialt arrangement ville være, at min krop ville reagere med voldsomme spændinger særligt i skuldre, nakke og kæbe, hvilket ville føre til en massiv hovedpine og så ville jeg rammes af en mur af træthed, hvilket ville gøre, at mit overskud til at være sammen med min søn ville være minimalt den dag.

Der opstår også en social ensomhed i at opleve tiden forsvinde. Månederne går men, hvor blev de egentlig af? Igen er det eneste sted, hvor jeg oplever rent faktisk at have været med, når det angår min søn. Ham har jeg jo heldigvis haft god mulighed for at være meget sammen med under min sygemelding. Men ellers er alt andet tidsmæssigt bare forsvundet. For mig har det være ensomt at opleve, at andres liv går videre, de opnår og oplever nye ting, mens det føles som om mit liv har stået i stampe. Hvis ikke det var for udviklingen af min søn, vejret der skifter og en smule bedring i stresssymptomerne, så kunne det ifølge mig stadig være midt i oktober, hvor jeg blev sygemeldt.

Det er ensomt ikke længere at blive inviteret til forskellige hyggestunder eller arrangementer fordi jeg har sagt nej så mange gange. Jeg forstår godt, at man måske ikke har lyst til at invitere en person der har sagt nej 100 gange, men at opdage, at man ikke længere er inviteret, er hårdt og det gør ensomhedsfølelsen endnu større.

Ikke længere at føle sig som en del af de forskellige fælleskaber, som jeg før har følt mig en stor del af, er virkelig et stort tab som skaber en stor social ensomhed i mig. Men jeg håber og tror på, at jeg vender stærkt tilbage, at jeg kan finde mig selv igen og forhåbentlig bliver det snart!

I mit næste blog post beskriver jeg den sidste del af min opdeling af ensomheden og stress. Jeg har valgt at kalde det kommende indlæg ”Ensomheden i systemet”. Her vil jeg forklare lidt om mit møde med ”systemet” efter min sygemelding med stress. Og hvad der for mig føltes som en kamp mod tvivlen på mig og min tilstand. Jeg håber I har lyst til at læse med.❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.