Stress og ensomheden i mig

Stress og ensomheden i mig

Som skrevet i forudgående opslag ”Stress og Ensomheden“, tror jeg følelsen af ensomhed startede, da jeg blev mødt med tvivl om mine symptomer ved det første læge besøg.

Da jeg så lidt efter blev sygemeldt, fordi en anden læge tog mig og mine symptomer alvorligt, opstod der en ensomhed i ikke at vide, hvad det egentlig var, der skete med min krop. Den ensomme følelse af ikke længere at kende sig selv.

For mig er det vigtigt ens egen krop og sind er i nogenlunde harmoni og derfor er et sted, hvor man har ro og er tryg. Et sted man kan søge til, hvis man har brug for ro eller for bare at være sig selv et øjeblik. For mig er det også vigtigt, at man kender sin krop, hvornår den siger fra og husker at lytte til den. Dette var noget jeg ikke var særlig god til, da jeg var yngre, men noget som jeg har arbejdet meget på i mine voksne år. Noget som jeg faktisk følte mig ok sej til.

Men dette var ikke muligt for mig, da jeg ikke længere kunne kende mig selv, den måde kroppen reagerede på i forskellige situationer, det manglende overskud og generelt lysten til alt det, jeg før synes var sjovt at beskæftige mig med.

Der ramte ensomheden rigtigt!

Og fortvivlelsen over at tro, at jeg kendte mig selv og mine grænser og faktisk var god til at sige fra, når jeg nu kunne forstå, at jeg på mange måder ikke havde formået dette længe, da jeg jo havde stress.

Det var enormt ensomt, at jeg ikke engang kunne gå til mig selv for at finde ro, da jeg ikke længere kendte hende, jeg så skulle gå til.

Det lyder en smule abstrakt, det er jeg godt klar over. Men det er simpelthen så svært at skulle forklare med ord. Jer, der har oplevet stress eller måske en anden form for belastning eller diagnose, kender måske til denne følelse.

Jeg skulle pludselig erkende, at alle de ting jeg før kunne og som jeg synes var sjovt og interessant, ikke længere kunne være en del af mig, når stressen var høj. Jeg havde simpelthen ikke overskud. Alle som i ALLE mine kræfter og ALT mit overskud blev samlet i dagtimerne, når min søn var i dagpleje, så jeg var klar med det lille overskud jeg havde, når han kom hjem (Jeg skriver i datid, men det er desværre stadig sådan nogle gange). At skulle erkende, at jeg på en eller anden måde var gået i stå i en tornado, imens jeg kunne se alle andre komme videre med deres liv var ensomt. Tanken om, at jeg måtte sætte mine visioner med arbejde på standby var hård. Jeg tog min uddannelse som pædagog meget seriøst og gjorde meget for at få alt det ud af studiet, som jeg kunne. Jeg gik målrettet efter det job jeg ønskede, trods flere gode tilbud. Jeg fik det og har altid syntes, jeg var god til mit job. Jeg har altid syntes, at jeg var seriøs omkring de problemstillinger der måtte opstå, jeg har elsket at påtage mig nye ansvarsområder, være med til at planlægge arrangementer osv. Alt det var pludselig ikke muligt.

Jeg har også altid haft den indstilling, at man ikke sygemeldte sig med mindre den var heeeelt gal (læs: ikke kunne rejse sig fra sengen). Jeg har desværre flere gange gået på arbejde på dage, hvor jeg nok har måtte blive i min seng. Men for mig var det vigtigt at vise mig arbejdsparat og være der for mine kollegaer. At få en sygemelding med stress var derfor for mig som at få en kæmpe mæssig mavepuster. Jeg kunne jo klare det hele – og så alligevel overhovedet ikke.

Det var ensomt at skulle erkende dette. For der var kun én, der kunne hjælpe mig med at erkende dette og det var mig selv. Jeg skulle selv arbejde med følelsen af pludselig at være en anden. Jeg skulle selv arbejde med at have et overskud, der var på størrelse med et kvart sandkorn. Jeg skulle selv arbejde med ikke længere at være i stand til at udføre det job, som jeg elskede.

Ensomheden ramte mig også rigtig hårdt, da jeg fik en opringning fra mit leder kl 14 om eftermiddagen, en halv time inden jeg skulle hente min søn, om at de ville blive nødt til at opsige mig, da jeg ikke kunne følge den plan som arbejdsgiver og kommune af planlagt efter sygemelding.

(Dette kommer jeg mere detaljeret ind på i et af mine kommende indlæg ”Ensomheden og systemet”).

For mig opstod ensomheden dér i, at jeg ikke længere var den gode pædagog, som jeg så mig selv som. Hende, der som nævnt kunne klare det hele og gerne tog udfordringer op.

Min fyring kom ikke, fordi jeg ikke gjorde mit job som pædagog godt nok, den kom fordi jeg ikke kunne følge den plan, der var blevet lagt for mig. Men at skulle erkende, at jeg ikke længere kunne magte et job var helt vildt skræmmende, skamfuldt og dermed også ensomt.

Jeg skammede mig på det groveste. Udadtil fik jeg sagt ”ja det er virkelig øv, men jeg kommer videre” og ”jeg er ikke bange for ikke at kunne få et andet job, der er masser og jeg ved, at jeg er en god pædagog”.

Men det var ikke helt sådan jeg havde det. Jeg ved, at jeg er en god pædagog når det handler om tilgang til børnene, men det at være en god pædagog handler jo også om at have et stort overskud og at kunne tænke klart i stressede situationer. Og eftersom min hjerne lige pt kan føle det at snakke i telefon i 10 min som at stå midt i en zoologisk have, hvor alle dyrene er sluppet løs, er dette ikke en kvalifikation jeg pt besidder. At skulle erkende dette er ensomt. For hvad er jeg så?

Jeg har jo meget længe vidst, jeg skulle være pædagog. Hvad skal jeg nu?.. Også dette er noget jeg selv må finde ud af. Det kan ingen andre for mig.

Følelsen af at stå alene, med tæppet revet væk under sig karrieremæssigt, fordi det arbejde og den karriere man troede man skulle have, ikke længere føles mulig, er hård og ensom. Jeg håbede og troede på, at det nok skulle blive muligt igen, men lige der virkede det, at skulle have ansvar for andres dejlige børn, som noget der lå kilometer væk, da det eneste jeg kunne rumme var ansvaret for min egen guldklump.

Et andet sted, hvor ensomheden også rammer er i min kontakt med andre. Min stress har medført, at jeg overfor andre (med undtagelse af min søn, hvilket er lidt pudsigt da børn jo særligt kan teste ens grænser, men jeg er lykkelig for at lige dér, er min tålmodighed stadig 100%) har en noget kortere lunte end jeg plejer. Selv over ting, der kan virke som små banale bump på vejen.

Dette er desværre gået noget ud over min skønne mand, der har måtte finde sig i flere små vulkanudbrud fra mig end han plejede. Jeg er ellers et meget tålmodigt menneske når det angår andre, men lige her har stressen også ændret mig. Ensomheden rammer mig, når jeg efter et lille vulkanudbrud mod min mand, må undskylde og igen igen igen forklare ham, at det altså er en del af min stress, at jeg tænder af så hurtigt overfor ham. Og jeg kan følge ham, når han for 1000. gang hører det og måske tænker ”jaja den er god med dig..”. Men det er altså grundet stressen.

Men hvordan kan han være sikker på det?

Det er en så ensom følelse at vide, at man hverken kan gøre fra eller til, kroppen og sindet reagerer desværre helt anderledes end jeg er vant til, og jeg er derfor nogen gange selv overrasket over min måde at reagere på.

I kommende indlæg vil jeg beskrive den ensomhed, jeg oplever i sociale sammenhænge og hvordan det påvirker mig. Jeg håber I også har lyst til at læse med der.

OBS: Hvis I har lyst til at læse mere om det, ikke længere at kunne kende sig selv, har jeg også beskrevet denne følelse i mit første blog post ”Hvem er personen i spejlet”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.